Helge Hartvig Hansen

Fødselsdag 5. Marts 1931 Dødsdag 5. Oktober 2014

Helge Hartvig Hansen blev født d. 5. marts, 1931, til forældrene Klara og Frede Hansen, der boede på Djursland. Forældrene havde allerede datteren, Anna, og de 2 søskende blev senere til 3, da lillebror Arne så dagens lys. Deres barneår tilbragte de lidt uden for Hadsund, hvor deres far var Brugsuddeler. Dbegravelsere landlige omgivelser var sikkert medvirkende til, at den unge Helge valgte at blive gartner. Da familiens overhoved nogle år senere valgte at købe en gård lidt uden for Randers, indrettede Helge et gartneri der, som var hans levevej indtil han i 1957 bestemte sig for at flytte til Københavnsområdet. Helge fik ansættelse ved Asmussens Gartneri på Roskildevej, hvor han også fik sig et lille værelse. København har jo altid haft meget at byde på og Helges opmærksomhed blev fanget af en serie møder, der blev afholdt af en pastor Thorvald Kristensen.

Det var en serie evangeliske møder og Helge blev så dybt berørt af budskabet om en frelse, sejr over dødens og adskillelsens virkelighed for ethvert menneske, at Jesu ord i beretningen om LIVETS BRØD i Johannes Evangeliet trængte dybt ind i Helge, for Jesus sagde: ”…Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort, for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig. Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag.” (Joh 6,37)

”Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den der ikke tror skal dømmes…..” (Mark 16,16)

Den 12 april, 1958 blev Helge døbt af pastor Thorvald Kristensen og tillagt adventistkirken Ebeneser i København, en beslutning og et standpunkt, som skulle få stor indflydelse på Helges videre liv, for i Ebeneser blev Helge kendt med en ung kvinde ved navn Vera, et bekendtskab der førte til indgåelsen af ægteskab d. 26. november, 1960, hvor de 2 ved en borgelig vielse på Herning Rådhus blev mand og hustru…..men…. Helge og Vera syntes ikke, at det var godt nok, for ægteskabet er jo Guds idé og plan, så de spurgte Pastor Frede Nielsen, om ikke han ville forrette en kirkelig velsignelse, som så efterfølgende og samme dag som vielsen på Rådhuset, skulle foregå privat i Veras forældres gård ude på landet, men der var blot den lille hage ved den plan, og det var, at hverken præsten eller Veras forældre havde bil, så hvordan skulle de få Pastor Frede Nielsen hentet på jernbane-stationen og bragt ud til gården?

Man er vist aldrig rådvild ude på landet, for man havde jo en traktor og man havde jo noget man kunne spænde bag på traktoren, som ligner en rampe med 3 sider, og dér kunne der jo stå en lænestol! Som tænkt så gjort og Pastoren blev behørigt transporteret på sin trone der bag på traktoren og hjem til gården, hvor det unge par, Vera og Helge, kunne glæde sig over både velsignelsen og bryllupsfestlighederne.

Vera og Helge boede de første 7 år af deres ægteskab i en lejlighed på 5. sal i Dybbølsgade. Helge havde slået sig på kolportage af kristne bøger og tidsskrifter, noget der betød, at han opbyggede sig et lille lager af store og små bøger i lejligheden, og Vera véd hvad det vil sige, at slæbe tunge bogpakker op til 5. sal og de mange trappetrin involveret.

Derefter flytte de 2 til Brønshøj, hvor Helge havde fået fast arbejde på en maskinfabrik og som varede 22år, og Vera fik arbejde som Beskæftigelsesvejleder på et plejehjem, og fra Brønshøj var det også nemmere at pleje deres menighedsforhold i Ebeneser, hvor de med deres gode humør og indstilling, var med til at danne den fine atmosfære, som var kendetegnet for denne Københavns-menighed.

Da Helge så i 1995 gik på efterløn besluttede de 2 sig for at flytte her til Faxe i en lejlighed på Guldagervej, og da kræfterne blev mindre og behovet for en lidt mere aflastende tilværelse nødvendig, solgte de lejligheden og flyttede for nogle måneder siden ind her ved siden af på Søndervang. Det var også herfra at Helge for nyligt blev indlagt et par gange med lungebetændelse og en infektion, der søndag d. 5. oktober var årsagen til, at Helge på Køge Sygehus sov ind i dødens fredfyldte hvile.

Vi mindes Helge Hartvig Hansen som en meget hyggelig og lun person, for hvem troen og menigheden stod helt centralt, og som altid, og så længe kræfterne holdt til det, var parat til at hjælpe andre. Vera og Helge oplevede 54 år sammen i medgang og modgang og de levede i visheden om, at Gud i Jesus Kristus vil opfylde sit løfte om en evighed, som kun Gud vil kunne give enhver, som vil tage imod i Jesus Kristus.

Ære være Helge Hartvig Hansens minde.!

Bisættelsen har fundet sted.


 


Skrevet af Ole Kendel