Lydia Nielsen

Fødselsdag 19. Februar 1921 Dødsdag 20. Februar 2015

Lydia Nielsen fra Roskilde menighed døde i sit hjem på Trekronercentret den 20. februar 2015. Hun var født den 19. februar 1921 og blev således 94 år gammel.

Lydia var gift med Svend Erik Nielsen, som døde for ca. 20 år siden. Svend Erik havde sætteriforretning i Roskilde, og sammen havde de en aktiv tilknytning til adventistmenigheden i Roskilde, hvor de gennem årene har hjulpet i mange forskellige opgaver i menigheden. Fællesskabet i menigheden skabte stærke relationer til en stor vennekreds.

Lydia var en meget aktiv og levende person, der ønskede at følge med i, hvordan alle i menigheden havde det. Trods mange svære udfordringer i livet havde Lydia en betagende evne til at møde livet med et godt mod og en tillid til, at alt var bedst i Guds hånd. De senere år var helbredet skrøbeligt, og i mange år kunne Lydia ikke være med til menighedens sammenkomster, men hun fulgte med og ville gerne vide, hvordan enhver havde det.

Når vi spurgte Lydia: ”Hvordan har du det?”, sendte hun ofte bolden tilbage med spørgsmålet: ”Lad mig høre, hvordan I har det.” og ”Hvordan har de det alle sammen nede i kirken?”

Lydia efterlader sig sønnen, Jan og børnebørnene, Anastasia og Svend Erik.

Æret være Lydia Nielsens minde.

Carl-David Andreasen