Jürgen Pfuhl

Fødselsdag 9. Oktober 1942 Dødsdag 1. April 2015

Jürgen Pfuhl. Den 8. april 2015 var Adventkirken i Sønderborg fyldt til bristepunktet. Over 70 personer var i kirkesalen, omtrent 40 personer sad i den lille sal, resten stod i gangen med begge døre åbne til kirkesalen. Desværre måtte vi sige farvel til et medlem, som havde en bred kontaktflade i byen og var afholdt af sin store familie, som kom både fra Tyskland og Danmark.

Jürgen blev født i Flensborg den 9. oktober 1942. Efter endt uddannelse som dekoratør og grafiker bosatte han sig senere i Danmark. Før hans pensionering arbejdede han i mange år som afholdt lærer på den kendte Mommarks Handelsskole i Sønderborg. Igennem Kolonihaven fik han de første kontakter med adventisterne. I hele sit liv havde han beskæftiget sig med religiøse og livsanskuelses-spørgsmål. Her kom undertegnede, og senere pastor Tony Butenko ind i billedet, som gav ham et intensivt bibelstudie-program. Først sidste sommer, da nogle unge medicinstuderende afholdt et HelseExpo og nogle foredrag i kirken, blev Jürgen grebet af adventisternes budskab og lod sig døbe i september 2014.

Glæden i vores lille menighed i Sønderborg var stor, da Jürgen blev en aktiv del af menigheden. Han brændte for at dele troen med andre. Desværre kan han ikke længere deltage i fuldbyrdelsen af sine planer. Det er vores håb, at andre vil tage over efter Jürgen.

Den 1. april 2015 døde han, alt for tidligt, efter et kort sygeleje. Han vil blive savnet af sine børn og børnebørn, sine søskende, sin øvrige familie, sin store vennekreds og ikke mindst hans venner i menigheden.

Ære være Jürgen Pfuhls minde.

Richard Müller