Kaj Martin Pedersen

Fødselsdag 3. August 1927 Dødsdag 29. Juni 2015

Mandag den 29. juni sov Kaj Martin Pedersen stille ind på Horsens Sygehus, næsten 88 år gammel. Selv om fysiske svagheder gennem de sidste måneder havde sat en stopper for afdødes meget aktive og udadvendte tilværelse, skrev han til det sidste på en prædikensamling og på en selvbiografi.

Gennem mere end 50 år virkede han som præst, redaktør, højskoleforstander, forlagsleder og missionskonsulent. En del af hans aktive tjeneste udfoldede sig i Norge, England og Østeuropa. Kaj så dagens lys den 3. august 1927 i Esbjerg. Allerede som barn følte han kaldet til præst og samlede sine legekammerater til bibelklub og søndagsskole. Som 14-årig blev han elev på Vejlefjord, hvor han græd, da han om sommeren blev bedømt for ung til at være elevkolportør. Økonomi tvang den unge Kaj ind i en praktisk uddannelse i Dronninglund som gartnerelev hos Togo Gommesen. Selv kaldte han denne tid for TOGO University. I Vendsyssel traf han også Ellen, som han giftede sig med i 1948. Tilbage på Vejlefjord tog han fat på teologistudierne, der blev udbygget i USA og kronedes med ph.d. graden ved Columbia Pacific University.

Ellen og Kaj nåede at fejre krondiamantbryllup sammen og kunne glæde sig over tre børn, Arne, Kirsten og Jonna, og en stadigt voksende skare af børnebørn og oldebørn, der vil savne hans aldrig svigtende kærlighed og milde formaninger.

Fredag den 3. juli tog et stort følge af familie, menighedsfæller, naboer og venner afsked med Kaj Pedersen ved en højtidelighed i Vejlefjordkirken med efterfølgende jordfæstelse på Daugård kirkegård. En god ven og arbejdskollega har lagt pennen for sidste gang, men hans evangeliske indflydelse vil leve videre gennem alt det, han sagde og skrev. Æret være Kaj Martin Pedersens minde.

Walder Hartmann