Margit Hansen

Fødselsdag 5. December 1938 Dødsdag 27. Oktober 2015

Margit Hansen sov stille ind efter lang tids sygdom tirsdag den 27. oktober på Kongsted Ældrecenter. Hun er født i Randers den 5. december 1938. Som ung arbejdede hun på hotel i Randers, hvorefter hun kom i lære som væver på en posementfabrik i København. Den 30. marts 1964 blev hun gift i Udby ved Randers med Gert Hansen.
Gennem flere år fra 1971 boede familien i Rode, Haslev, hvor de havde en hundekennel. Det var i 1985, at Margit tog imod Jesus som sin frelser, og den 1. juni blev hun døbt og optaget i Faxe menighed sammen med døtrene Tina og Helle af undertegnede.
Margit vil altid blive husket som en energisk, glad og givende mor og hustru, hvor tro og gerning fulgtes ad. Hun havde en varm humoristisk sans med et dejligt smil på læben og et glimt i øjet. Hjemmet og familien betød meget for hende. Hun havde mange evner bl.a. for havearbejde. Hun fik forvandlet de bare marker til en smuk og farverig prydhave. Også for andre havde hun stor omsorg. Ud over at virke i hjemmet, var Margit også rengøringsleder for ISS på Faxe Sygehus. I menigheden mindes vi, at Margit var meget villig til at give en hjælpende hånd på mange måder. Vi tænker bl.a. på hendes arbejde i børnesabbatsskolen, hvor hun var en elsket lærer.

De sidste år var ikke nemme for Margit på grund af sygdom, som gradvis tog hendes kræfter. Begravelsen foregik fra Adventkirken i Faxe den 3. november 2015, hvor undertegnede talte om troen og håbet. Margit hviler nu på Faxe Kirkegård.
Margit efterlader sin mand Gert, børnene John, Tina og Helle, svigerbørn og seks børnebørn.


Æret være Margit Hansens minde

Arne Sandbeck