Berthe Marie Bagger

Fødselsdag 13. Januar 1915 Dødsdag 15. December 2015

Berthe Marie Bagger, der tilhørte Vejlefjord menighed, men boede på plejecenter Søndervang i Fakse, sov stille ind den 15. december 2015. Berthe Bagger blev født i Mulhouse i Frankrig den 13. januar 1915 og blev således næsten 101 år gammel.

Hun tog tidligt beslutning om at ville tjene Gud og kolporterede med bøger og blade, indtil danske Carl Bagger i 1939 lokkede hende til Danmark. Både sproget og madkulturen blev hendes store udfordringer. Da hendes egne børn var store nok til at klare sig uden hende i hjemmet, fik hun opfyldt sin drøm om at blive lærer. Husgerning og tysk blev hendes fagområder – og selv om drengene i klasserne kunne være genstridige, fik de lært noget.

Berthe og Carl fik næsten 60 år sammen her på egnen, hvor også deres tre børn Doris, Sven Eric og Elin blev født og voksede op. Efter ægtefællens død i 1998 forsøgte hun først at klare sig alene her i Daugård, men i 2004 kom hun til Søndervang i Fakse, hvor hun blev en skattet beboer. Hun spredte lyssind både i hjemmet og i menigheden. Hun havde let til venskab – og man hørte hende aldrig sige noget ondt eller sladderagtigt om andre. Børn, børnebørn og oldebørn sagde sammen med mange af Berthes venner et sidste farvel ved en mindehøjtidelighed i Fakse Adventkirke og dagen efter - den 22. december – ved begravelsen, der foregik fra Vejlefjordkirken.

Nu hviler Berthe ved sin mands side på kirkegården i Daugård, indtil Herren kalder dem begge frem på opstandelsens dag.

Æret være Berthe Marie Baggers minde.

Walder Hartmann