Kurt Krogsgård Stüker

Fødselsdag 3. December 1947 Dødsdag 24. April 2016

Søndag den 24. april sov Kurt Krogsgård Stüker (Østervrå) ind efter længere tid sygdom i en alder af 68 år. Kurt blev født i Sønderhå, Thy, den 3. december 1947. Efter endt realeksamen kom han i lære som elektriker. Da læretiden var forbi rejste Kurt til Skodsborg, for han havde mødt Esther som læste til fysioterapeut. Kurt arbejdede en tid på SB, men begyndte så på el-installatørstudiet på Frederiksberg Tekniske Skole.

Den 2. juni 1973 blev han og Esther døbt i Skodsborgkirken, og den 8. juli samme år blev de viet i Adventkirken i Thisted. De bosatte sig i Nærum. Kurt var nu blevet lærer ved Lyngby Tekniske Skole. I 1984 blev Kurt el-faglærer ved Frederikshavn Tekniske Skole. De flyttede til Vendsyssel, hvor de var aktive i Østervrå menighed. I 2011 gik Kurt på pension – men kræfterne blev mindre. Da Kurt fik en alvorlig diagnose, valgte han og Esther at sælge deres ejendom og flytte til et nyt hus i Østervrå.

Kurt kunne lide at dyrke sport og være ude i naturen. Han var den sindige thybo, af få, men eftertænksomme ord – en mand som arbejdede flittigt, støt og stabilt, med lune og humor. Sygdommen pressede på, men Kurt ville ikke give op, og kæmpede indtil han sov stille ind på Hjørring Sygehus søndag den 24. april. Det er et hårdt slag for familien, der nu har mistet en elsket ægtefælle, far, svigerfar og morfar. I tillid til Jesu ord ser de frem til genforeningen ved Jesus genkomst.

Vi lyser fred over Kurts minde.

John Pedersen