Anna Margrethe Guldhammer Houmann

Fødselsdag 1. Oktober 1923 Dødsdag 17. Marts 2016

Fra USA kommer budskabet om, at Anna Margrethe Guldhammer Houmann er sovet ind, 93 år gammel 17. marts 2016.

Anna Margrethe blev født i Asssens den 1. oktober 1923 som datter af præsteparret Katrine og Andreas Guldhammer. I 1938 kom hun til Vejlefjord, hvor hendes far skulle være bibellærer. Èn af eleverne, Carl Jørgen Houmann fra Randers, fik øje på hende. De blev kærester og drog sammen til Skodsborg for at uddanne sig til fysioterapeuter.

Efter endt uddannelse og afslutningen på 2. Verdenskrig, blev de opfordret til at rejse til USA, hvor han kunne uddanne sig videre til læge. I USA giftede de sig, arbejdede, studerede og etablerede sig til sidst i Washington DC området, hvor han var hospitalslæge og Anna Margrethe passede hjem og efterhånden 5 børn samtidig med, at hun gav en hånd med som fysioterapeut på hospitalet.

For alle vi skandinaver, der i disse år opholdt os og studerede i hovedstadsområdet i USA, blev hjemmet både et fristed og et sted, hvor vi kunne søge den sundhedsfaglige assistance, som der nu og da blev brug for.
Fra 1957-1962 var ægteparret missionærer i Ætiopien og ydede en værdifuld indsats ved Empress Zauditu Memorial Hospital. I 1962 vendte de tilbage til Washington og fortsatte gerningen der, indtil de i 1995 flyttede til Tennessee. Fra 2003 har Carl Jørgen og Anna Margrethe boet i Florida, hvor de har kunnet nyde fællesskab med stor koncentration af børn, børnebørn og oldebørn. 

Anna Margrethe efterlader sig ægtefællen, Carl Jørgen, 5 børn, 14 børnebørn og 7 oldebørn.

Æret være Anna Margrethe Guldhammer Houmanns minde.

Walder Hartmann