Inge Østergaard

Fødselsdag 7. Juli 1926 Dødsdag 8. Juni 2016

Onsdag den 8. juni 2016 døde Inge Østedgaard fra Nærum på Bispebjerg hospital, og hun blev bisat fra Adventkirken i Nærum den 15. juni.

Inge Østedgaard blev født den 7. juli 1926 og blev således næsten 90 år gammel. Inge stammede fra Lov på Sydsjælland. Da hun begyndte at tænke på sine fremtidsplaner, foreslog hendes mor hende at tage til Vejlefjordskolen. Det blev ikke kun et skoleår for Inge. Her fandt hun også sin kommende ægtefælle, Vagn Østedgaard fra Vendsyssel. De blev gift i 1948 og flyttede til Vagns hjemegn ved Vrå. Siden gik turen til Nærum, hvor Inge og Vagn blev en aktiv del af menighedsfamilien i Nærum menighed. Den høje alder havde efterladt sine spor i Inges liv, og de seneste år var ikke lette. Kræfterne blev små, og den ugentlige tur til kirke måtte droppes.

Og hjemme i hjemmet var det ikke længere muligt at klare de små hverdagsopgaver. Nu blev der lagt planer for at flytte i plejebolig, men så langt nåede Inge ikke. En måned før hun døde, blev Inge indlagt på Bispebjerg hospital.

At møde alderdommen var svært for Inge, men hun sagde ofte taknemmeligt: ”Jeg har haft et godt liv!“. Og med den hilsen kunne et stort følge af familie og venner tage afsked med håb om gensyn.

Inge efterlader sig sin mand, Vagn og børnene Jette, Flemming og Lene med deres familier.

Æret være Inge Østedgaards minde.

Carl-David Andreasen