Franz Schwab

Dødsdag 16. Juli 2016

Franz Schwab fra Nærum døde den 16. juli 2016 knapt 82 år gammel.

Som dreng kom Franz som wienerbarn til Danmark hos familien Lassen i Sønderjylland. De to verdenskrige havde tæret meget på landets ressourcer, og også børnene blev ramt. For at hjælpe børn i deres opvækst kom mange børn fra Østrig til bl.a. Danmark, og Franz var et af de børn, som fandt sit nye hjemland i Danmark. Han fortsatte med et skoleophold på Vejlefjordskolen inden han rejste til Sjælland, hvor han fik et midlertidigt hjem og læreplads hos brdr. Jensen i Hjortekær. Efter ægteskab med Inger Jensen, slog de sig ned i Hjortekær, hvor Franz blev i firmaet brdr. Jensen, først som ansat og siden i ledelsen.

Et stort følge af familie, menighed, venner og repræsentanter fra brdr. Jensen mødtes i Adventkirken til afsked den 22. juli. Franz Schwab blev bisat fra den kirke, som han havde været med til at bygge for næsten 60 år siden. Og i den kirke fandt han sit fællesskab med menighed og Gud gennem hele livet. Franz var ikke en mand af mange ord, men vi lærte ham at kende som den beskedne, hjælpsomme og imødekommende person, han var, og deri vandt han stor respekt.

Det var et stort tab for familien og de mange venner at skulle tage afsked med Franz, men vi ønskede alle at samle tankerne i taknemmelighed for de spor, han havde efterladt i sit liv.
Franz Schwab efterlader sig sin kone, Inger, og døtrene Gitte og Sissi med familier.

Æret være Franz Schwabs minde.

Carl-David Andreasen