Thora Kjeldahl Udbjørg

Pige- / drengenavn Froberg Fødselsdag 8. maj 1953 Dødsdag 13. Oktober 2016

Torsdag den 13. oktober 2016 sov Thora Kjeldahl Udbjørg stille ind på Hospice Søholm i Aarhus. Thora blev født i Silkeborg den 8. maj 1953, og et par år efter flyttede forældrene,

Edith og Gunnar Froberg og storesøster Inger til Aarhus. Thora blev i 1967 døbt af pastor Kaj Pedersen og optaget i menigheden i Aarhus.
Thora kom på Vejlefjordskolen, hvor hun mødte Steen. De giftede sig i 1977 og fik sønnerne, Emil, Nicolai og Mikkel. Thoras mand, Steen, døde i 1997 kun 42 år gammel, og Thora stod således alene med sine tre drenge.

Thora var meget glad for musik, spillede klaver og sang i kor. Hun havde omsorg for andre mennesker og arbejdede som sygehjælper, indtil hun blev syg. Hun havde en stor bekendtskabs- og vennekreds, hvilket det store fremmøde ved begravelsen i Aarhus adventkirke vidnede om.
Efter Thoras eget ønske talte undertegnede ud fra Hebr 13,5-6.: ”... Gud har selv sagt: ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.“ Derfor kan vi frimodigt sige: Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte.“

I julen 2015 blev Thora efter mange år som enke kæreste med Niels-Erik. Thora glædede sig over sin nyfundne kærlighed og over børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn. Selv om hun meget gerne ville have haft mere tid med sine kære, havde Thora en enestående tillid til Gud og kunne uden bitterhed lægge livets afslutning i hans hænder. Hendes tillid til Gud gjorde et stærkt indtryk på alle.

Nu hviler Thora i forvisningen om et glædeligt gensyn ved opstandelsen.

Æret være Thoras minde!

Kai Busk