Elly Dyrby Hermansen

Fødselsdag 2. Februar 1923 Dødsdag 8. December 2016

Elly Dyrby Hermansen døde den 8. december 2016 i sit hjem på Søndervang i Faxe næsten 94 år gammel. Hun blev født den 2. februar 1923.

I sin ungdom fulgte Elly Hermansen det spor, som mange unge adventister valgte, nemlig at tage til en af kirkens institutioner, hvor der var mulighed for at få arbejde og mulighed for at arbejde for institutionens vision: at hjælpe mennesker. Som 17-årig tog Elly til Frydenstrand i Frederikshavn, og senere var hun omkring Fysisk Kuranstalt i St. Kongensgade i København.

Efter en skilsmisse valgte Elly at rejse til Randers sammen med sønnerne Finn og Ib. Her fandt hun bolig i en ejendom, hvor både forældrene og en søster også boede. I Randers arbejdede Elly som klinikassistent bl.a. ved skoletandplejen i Randers. Sidst i 60'erne flyttede Elly til Skodsborg Badesanatorium, hvor hun gennem mange år arbejdede som chef i spisestuen indtil pensionen i 1985.

De sidste år tilbragte Elly Hermansen i en ældrebolig ved Plejecentret Søndervang i Faxe. Kort før Elly sov ind, var hun sammen med familien, og hun sagde: ”Jeg ville jo godt leve lidt længere, men jeg er ikke bange for at dø. Det er, som det skal være – men jeg kommer nu til at savne jer.“

Vi tog afsked med Elly i Adventkirken i Faxe med ordene fra Jakob Knudsens salme: ”Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evigt fly.“

Æret være Elly Hermansens minde.

Carl-David Andreasen