Kent Norman Oyre

Fødselsdag 11. Juni 1963 Dødsdag 13. Marts 2017

Mandag den 13. marts døde Kent på Rigshospitalet efter et voldsomt trafikuheld en uge tidligere. Der var altid fuld fart på Kent, og mange vil huske ham som fysioterapeut, nær ven og udpræget konkurrencemenneske.

Kent blev født den 11. juni 1963 i Maryland, USA, men voksede op på gården ved Svendborg sammen med sine mindre søskende Sten og Annette og den udvidede familie, som inkluderede mormor og morfar.

Efter et studieår i 9. kl. på Collonges i Frankrig begyndte Kent på gymnasiet på Vejlefjordskolen.

Troen havde Kent fået med hjemmefra, og da han valgte at blive døbt den 24. april 1982, tog hele Svendborg menighed til Vejlefjordskolen for at fejre den store og gode beslutning.

Derefter uddannede Kent sig til fysioterapeut på Skodsborg, og efter nogle år på klinik i Vallensbæk og Tåstrup startede Kent egen klinik og motionscenter i Hillerød.

De sidste 10 år var en kamp op ad bakke for Kent, hvor en række udfordringer på det personlige plan skabte dybe sår og store frustrationer, som også kom til at præge hans forhold til omverdenen. Alligevel gav han aldrig op, og hans venner husker, hvordan han, trods personlige problemer, altid stod klar til at række en hjælpende hånd.

Kents alt for tidlige død, kun 53 år, kom som et chok og efterlader et mærkeligt og meningsløst tomrum og savn hos alle os, som kendte ham.

Vi tænker især på hans familie, som bærer den største sorg.

Vi glæder os til gensynet med Kent, når Kristus snart kommer igen.

Michael Bidstrup