Grethe Ruth Holm
Grethe Ruth Holm blev født den 2. juni 1925 i Nykøbing Sjælland som den yngste af 10 søskende. Hun var datter af Ludvig og Anna Mortensen, som var med til at oprette den første menighed i Nykøbing Sjælland.
Grethe kom som 16-årig til Skodsborg, hvor hun mødte Svend, der var i lære som kok. Svends forældre var i øvrigt med til at stifte den første menighed i Faxe. Under krigen mistede Svend og Grethe kontakten med menighederne, men på ferierejser var de glade for at besøge de lokale menigheder. De kom via Korrespondanceskolen og møder med Thomas Müller i kontakt med Ebenezer. Grethe var i nogle år kasserer i Ebenezer, og både Svend og Grethe hjalp aktivt til i Suppebussen med varm suppe og hjemmebag.
Siden flyttede de til Sakskøbing, hvor de kom i kirken og var en del af menigheden i Nykøbing F.
Grethe kæmpede længe med lymfekræft, og siden 2015 var hun meget påvirket af sin sygdom. Grethe døde den 26. marts 2017 på Plejehjemmet Kildebo i Sakskøbing.
Nu har hun fået fred fra sin kamp mod sygdommen, og vi ser frem til at ses igen på den nye jord.
Hun efterlader børnene Bent, Mogens og Anne-Grete, børnebørnene Marlene, Thomas, Line og Michael, og oldebørnene Michelle, Sarah, Klara, Sigurd og lille Emma som er på vej og skal se dagens lys midt i maj.
Æret være Grethes minde.
Rebecca Pedersen