Anna Philipsen

Fødselsdag 28. August 1921 Dødsdag 30. Juni 2017

Anna Philipsen døde 30. juni på Plejecentret Solbakken, 96 år gammel.

Annas liv begyndte i Tyskland den 28. august 1921. Familien bestod af far og mor og 9 søskende – 8 piger og en dreng. Anna var den fjerde i rækken.

Under 2. Verdenskrig var Anna tjenestgørende for den tyske besættelsesmagt udstationeret i Estland. Et kapitel i sit liv hun ikke åbnede op for.

Hjemme i Tyskland var hun ekspeditrice i en bagerforretning, giftede sig og fik en søn, Wolfgang. Ægteskabet holdt imidlertid ikke. Anna rykkede teltpælene op og bosatte sig i Danmark. Her giftede hun sig med Johannes Philipsen, som drev et mindre husmandssted i Høgild nær Viborg. Her kom sønnen Philip til verden.

Religiøst var Annas baggrund romersk katolsk, men på et tidspunkt mødte hun adventistpræsten Jens Madsen og fandt i det budskab, han forkyndte, en sandhed, hun dragedes imod. I april måned 1956 lod hun sig døbe og tilsluttede sig adventistmenigheden i Viborg.

Anna lå ikke på den passive side i sit kristne liv. Hun solgte religiøs litteratur fra dør til dør, indtil kolportørvirksomhed blev forbudt i Danmark.

Anna var en flittig brevskriver og gav sine åbenhjertige meninger til kende både til teologen, familien og menigmand. Kronprinsparret fik også et lykønskningsbrev til deres bryllup.   

Naturens gratis glæder gik hun op i, som kunne bestå i hjemmelavet hindbærsaft eller brændenældesuppe.

Hendes sidste vilje ønskede hun at sætte sit præg på. Den kirkelige bisættelse skulle således være: ”Guds navn til ære og til glæde for de tilstedeværende.“

Æret være Anna Philipsens minde!

Robert Svendsen