Ib Roswall Jørgensen

Dødsdag 23. December 2017

Ib Roswall Jørgensen blev efter en morgentur fundet udenfor sin dør på Søndervang den 23. december 2017. Han blev født 30. november 1936 og blev således 81 år. Ib havde kendte problemer med hjertet, men var i et behandlingsforløb.

Ib startede som sømand og flyttede senere til Australien, hvor han arbejdede for jernbanen som Cowhand og altmuligmand. Da han siden kom hjem til Danmark, fik han arbejde på Nutana. Her var han i 10 år. Derefter var han i bogbranchen i 10 år. Ib giftede sig med Lizzie Neesgaard Jørgensen den 4. september 1985, og de boede i Højby, inden de i 2016 flyttede til Søndervang.

Ib var en stille mand, altid hjælpsom og engageret i menigheden. Ved den seneste andagt på Søndervang blev sangbøgerne ikke uddelt. Det var nemlig Ib, der plejede at tage initiativ til det. Men nu manglede han. Selvom han ikke havde de store armbevægelser, kunne man alligevel godt mærke, når han ikke var til stede. 

Det er kun et år siden, at Ib mistede sin hustru, Lizzie. Den 31.december 2016 skrev han således på Facebook: ”Jeg så i Lizzies øjne så sent som i går en fuldkommen tillid, fuldkommen kærlighed. Jeg skal aldrig glemme det blik. Sov i fred Lizzie, indtil Jesus kommer i skyerne og tager os hjem til vort evige hjem, hvor vi aldrig skal skilles mere.“ Nu hviler også Ib, indtil Jesus en dag vækker ham til live sammen med sin hustru.

Bisættelsen fandt sted fra Faxe Adventistkirke den 8. januar 2018.

Æret være Ib Roswall Jørgensens minde.

Jan-Gunnar Wold