Else Bjørnsfeldt

Fødselsdag 6. April 1936 Dødsdag 7. maj 2018

Den 7. maj sov Else Bjørnsfeldt, Lille Nørlund menighed, stille ind på Friplejehjemmet Højbo i Arnborg. 

Else blev født den 6. april 1936 og voksede op i Holbæk. Hun var den yngste af fire søskende. Hendes barndom var præget af sygdom, og som 4-årig måtte hun på sanatorium i et halvt år. Da hun blev ældre, kom hun til at arbejde i køkkenet på Stenhus Kostskole. I 1957 fik hun kontakt med Verner Bjørnsfeldt i Midtjylland gennem en annonce, hvor han søgte en husholderske til at tage sig af hjemmet og hans tre mindreårige børn. Det blev til ægteskab, og syv børn mere blev efterhånden en del af familien. De bosatte sig i Søbylund syd for Herning, hvor Verner havde arbejdet i brunkulslejrene.

I 1970 fik de kontakt med Adventistkirken gennem bibelgaveplanen og Ole Larsens evangeliske møder i Herning. I foråret 1971, da Sven Hagen Jensen havde overtaget menighedsdistriktet i Midtjylland, fulgte familien også hans møderække. Else blev døbt sammen med sin ældste datter, Lisbeth, og Verner, som tidligere havde tilhørt menigheden, blev optaget. Else holdt meget af børn og blev en skattet medarbejder i børnesabbatsskolen.

I 1984 blev Else ramt af en blodprop i hjernen. Det betød en fuldstændig omvæltning med pleje og kørestol. Else bevarede dog det gode humør gennem de mange år med sygdom. Sidste år mistede hun sin mand gennem 59 år, og til sidst kunne hendes helbred ikke mere. Hun så frem til, at de skulle forenes ved Jesu genkomst.

Æret være Else Bjørnfeldts minde.

Sven Hagen Jensen