Bodil Arbov

Fødselsdag 5. december 1932 Dødsdag 24. maj 2018

Bodil Arbov blev født den 5. december 1932, og torsdag morgen den 24. maj sov hun stille ind på Plejecenter Solgaven i Hobro. Bodil havde været alene siden 2015, da hendes mand, tandlæge Elmer Arbov døde, men hun følte sig aldrig ensom, da hun havde mange venner.

Mange venner var mødt op til højtideligheden, sammen med de efterladte Jes og Ina med familier og flere menighedsfæller fra Randers, da Bodil blev begravet fra kapellet på Sdr. Kirkegård i Hobro, torsdag den 31. maj.

Undertegnede mindede om, at Bodil var en idealist, men samtidig realist. Hun lærte livets barske vilkår at kende gennem sin mands skæbne, da han efter 20 års tandlægepraksis blev tvunget til en alt for tidlig sygepension.

Bodil Arbov havde sans for det smukke i tilværelsen. Hun nød blomsterne i sin have, samværet med familien og muligheden for at hjælpe andre. Hun var sygeplejerske af Guds nåde.

Hendes liv var præget af pejlemærker som Jesu bjergprædiken og Pauli lovprisning af kærligheden i 1 Kor 13. Dem vendte hun tilbage til om og om igen. Når vi læser at ”når alting engang bliver som Gud har tænkt, så vil det usammenhængende og løsrevne forsvinde… Nu forstår jeg kun en del af helheden, men til den tid vil jeg forstå det hele – på samme måde, som Gud forstår og kender mig.“ (1 Kor 13,10.12 Den Nye Aftale).

Bodil stolede på Guds løfte: ”Døden skal ikke være mere – se, jeg gør alting nyt!“ (Åb 21,4.5)

Æret være Bodil Arbovs minde.
Walder Hartmann