Erik Robert Bytinsky

Fødselsdag 5. Juli 1933 Dødsdag 22. November 2018

Torsdag den 22. november 2018 sov Erik Robert Bytinsky ind i hjemmet i Nakskov, 85 år gammel. Erik blev født på Frederiksberg i København den 5. juli i 1933. Han voksede op i Herlev sammen med en hårdtarbejdende far og en travl mor.

Som ung kom han i lære som maskinarbejder og værktøjsmager i jernog metalfaget i København. Han mente, at det var den mest interessante branche og levevej. Han blev døbt 8. maj 1965 af pastor H.J. Schantz og tilsluttede sig Nærum menighed.

Erik indgik ægteskab med Britta Egeriis fra Nakskov i 1984. Dette ægteskab varede således i 34 gode år. 

I løbet af 1980erne blev Erik uddannet som klaverstemmer, som han praktiserede til det sidste. Både som ægtemand og far var han meget venlig, tålmodig, sympatisk og hjælpsom. Denne positive attitude spredte sig som ringe i vandet langt ud over familiegrænsen.

I bogens verden gjorde Erik sig også gældende. Her er døtrenes vidnesbyrd om deres far: ”Han var en bogorm!

Vi fandt ham ofte med hovedet i en bog i lænestolen. Han mediterede meget over det, han havde læst. 

Far var en meget klog og filosoferende mand, der hvilede i sig selv. Guds Ord var fars store støtte i livet. Han delte gerne Ordet med andre!“

Erik efterlader sig hustruen Britta, døtrene Charlotte og Marianna, svigersønnerne og familien.

Erik blev begravet på Nakskov kirkegård den 3. december i 2018 med et stort følge.

Vi ser frem til opstandelsens lyse morgen!

Æret være Eriks minde iblandt os!

Ib Melkersen