Rene Reno Dan Kuhr Mikkelsen

Fødselsdag 4. September 1950 Dødsdag 13. November 2018

Tidligt tirsdag morgen den 13. november sov Reno Kuhr Mikkelsen ind i troen på sin frelser på Randers Centralsygehus. Han blev bisat fra Randers Adventkirke den 22. november. 

Reno blev født den 4. september 1950. Forældrene var Anne Lise og Johannes Kuhr Mikkelsen, som drev et landbrug nær Fårup. 

Senere flyttede de til Vejle. Tiden i folkeskolen var ikke nogen lykke for ham pga. mobning, bl.a. fordi han ikke kom i skole om sabbatten. Forældrene lod ham så komme på Vejlefjord. 

Her fik han realeksamen, og han blev døbt den 2. april 1966 af pastor Kaj Pedersen.

Familien flyttede til Gjessing ved Auning, og herfra tog han turen til Grenå for at få sin HF eksamen. Senere et år på Newbold College i England, og derefter på universitetet.

Mens han læste i København, arbejdede han en tid på Skodsborg Badesanatorium og en tid også som lærer på Nærum Privatskole. På universitetet læste han idehistorie og filosofi og gennemførte 1. del; men hans hovedstudium var teologi, hvor han nåede så langt, at han blot manglede at skrive sin afhandling.

Da han var 23 år, begyndte sygdommen, som kom til at mærke hans liv. I sygdomsperioden boede han i Århus, indtil søsteren Annette for ca. 10 år siden fik ham i en beskyttet bolig på Solbakken.

Så meget som kræfterne tillod, kom han i menigheden. Men så kom også dagen, hvor Renos lys brændte ned.

Nu hviler han, indtil Herren kommer.

Vi lyser fred over Renos minde.

John Pedersen