Ella Margrethe C. Lund

Pige- / drengenavn Ella Øster Fødselsdag 25. Juni 1928 Dødsdag 22. Februar 2019

Fredag morgen den 22. februar 2019 sov Ella Lund, født Øster, stille ind i sit hjem på Solbakken. Ella Lund blev født i Kenya, på Kendu hospital den 25. juni 1928, som barn af Ida og Jakob Øster. Efter nogle få år i Tanganjika kom familien til Danmark for senere i 1942 at bo i Randers. Her sluttede hun sin skolegang med studentereksamen i 1948.

Hun fik et stipendium til USA, og da hun havde behov for penge til at leve for derovre, tog hun imod et vikarjob på Jerslev menighedsskole.

Det, som blot skulle have været for en kortere tid, endte med, at Jerslev blev hendes blivende sted. Ella arbejdede på den lille menighedsskole 1948-51 og 1958-63 og ind imellem på Hjørring Private Realskole. Hun afsluttede sin læreruddannelse på Hjørring Seminarium i 1967. Herefter var hun ansat på Handelsskolen i Frederikshavn indtil pensionen i 1996.

Ella blev gift med gårdejer Christian Lund den 16. maj 1950. De var gift i næsten 65 år, indtil Christian sov ind ca. 1ó måned før, de kunne fejre krondiamantbryllup. De havde den glæde at få tre børn, Per, Niels Jacob og Margrethe.

Ella blev døbt af Thorvald Kristensen den 11. august 1945. Hun har hele livet været aktiv i menigheden med forskellige opgaver. Hendes sidste opgave var som forstander, hvor jeg husker hende som en dedikeret medarbejder.

Nu hviler hun i tillid til, at Kristus kalder hende til sig på Den store Opstandelsesdag. 

Ære være Ella Margrethe Lunds minde.

John Pedersen