Edel Agnethe Lassen

Fødselsdag 31. Marts 1927 Dødsdag 27. Marts 2019

Onsdag 27. marts døde Edel Lassen på Plejecentret Lions Park i Birkerød, fire dage inden sin 92 års fødselsdag. Ugen forinden var hun faldet og havde fået flere brud i hofteregionen.

Børn, søskende og den nærmeste familie var forbi de følgende dage, og Lilian og Anne var fast hos hende de sidste dage.

Edel blev født 31. marts 1927 og voksede op i Klemensker på Bornholm som den ældste i en børneflok med seks børn. Allerede som barn lærte Edel Gud at kende.

På Vejlefjordskolen mødte Edel Jørgen, som var fra Agerskov i Sønderjylland, og efter endt uddannelse på Skodsborg giftede de sig i 1957 og oprettede fysioterapeutklinik, først i Holbæk og efterfølgende på Nærum Hovedgade 100, som blev hjem for familien, og som passende var ca. midtvejs imellem Bornholm og Sønderjylland.

Det var i Nærum, at Anne, Lillian og Isabella voksede op og oplevede forældrenes kærlighed til naturen og sabbatternes frihed med udflugter i skoven eller med campingvognen.

Edel mistede Jørgen for syv år siden og klarede sig alene hjemme, indtil hun flyttede i beskyttet bolig for ca. 2 år siden og sidenhen videre til Plejecentret Lions Park i Birkerød.

Edel blev begravet ved siden af Jørgen på Vedbæk Kirkegård, hvor de begge hviler indtil Kristi genkomst.

Ære være Edel Agnethe Lassens minde.

Michael Bidstrup