Finn Moos-Nielsen

Fødselsdag 10. April 1940 Dødsdag 2. maj 2019

Sidst på eftermiddagen torsdag 2. maj sov Finn Moos-Nielsen pludselig ind i døden i sin lejlighed på Solbakken i Randers.

Finn Moos-Nielsen blev født 10. april 1940 i Århus. Her gik han i Viby skole, hvor han tog realeksamen. I klassen gik en sød pige, Jytte Laugesen, som blev hans livsledsager gennem næsten 58 år. Sammen gik de til offentlige møder med Børge Olsen, som førte til dåb 22. oktober 1960 og de blev en del af Århus menighed.

Finn blev uddannet som kontorassistent og fik i 1961 ansættelse som kontorassistent hos Clorius i Århus, hvor han arbejdede, indtil han blev 71 år i 2011. Han opnåede 50 års fortjenestmedalje, som han var i audiens og takkede Dronning Margrethe for.

Finn var venlig og hyggelig og stod fast på sin overbevisning og tro. Han gav opmuntrende ord til dem, som havde modgang og svære perioder.

Han var et rigtigt familiemenneske og en kærlig, hjælpsom far. Han var en sportsmand og spillede som ung klubfodbold. Han kunne lide at rejse, hvilket han gjorde med familien. 

Finn var hele livet aktiv i menigheden, både som forstander i mere end 30 år og andre hverv. Han var også aktiv i flere af Adventistkirkens forskellige bestyrelser. Han brændte for adventbudskabet og praktiserede sin kristentro gennem hele livet og havde en længsel efter Jesu genkomst.

Finn blev de sidste år ramt af tiltagende alzheimer og i juli 2018 flyttede han ind på Solbakken. Hans livsvandring er slut og hviler nu, indtil Frelseren kommer og kalder ham til sig på den store dag.

John Pedersen