Axel Nielsen

Fødselsdag 14. Juli 1928 Dødsdag 9. Juni 2014

Aalborg menighed mistede et af sine ældre medlemmer, idet Axel Nielsen døde på Plejecentret Solbakken d. 9. juni. Axel Nielsen voksede op i Lindholm ved Aalborg i en familie, hvor adventbudskabet var højt værdsat. Vi har i menigheden kendt flere af hans søskende bl.a Bang Nielsen og Karen Johansen. Han var den yngste af 12 børn og blev født d. 14. juli 1928. Han havde livet i gennem et handicap med hænderne, men på trods af det var han en flittig og arbejdsom kontorassistent. Han blev ikke adventist i sine yngre år, men engang, hvor han talte med nevøen Kurt Johansen om livets problem, fik han bogen ”Den skjulte sandhed” skrevet af Jens Madsen. Han læste den og ønskede at tale med forfatteren, så Kurt sendte ham ud til pastor Madsen, som på det tidspunkt var pastor i Aalborg menighed – 31. maj 1986 samme år blev han døbt og optaget i menigheden. Her blev han en flittig kirkegænger og hjalp til på mange måder, bla ved at besøge spredtboende. Da kræfterne aftog kom han på Solbakken, hvor han var den sidste del af livet. 13. juni blev han bisat fra Adventkirken i Randers. Han sov ind i forvisningen om, at i min faders hus er der mange boliger – også en til ham.

Ære være Axel Nielsens minde

 



Skrevet af John Pedersen