Jorma Häkkinen

Fødselsdag 3. December 1929 Dødsdag 27. April 2014

Jorma Häkkinen fra Roskilde menighed døde på Roskilde sygehus den 27. april 2014 efter et kort sygdomsforløb.

Jorma Häkkinen var født i Finland den 3. december 1929. Han voksede op i et kristent adventisthjem og var som ung elev på Toivonlinna skolen. Herefter fulgte en periode, hvor Jorma skippede sin kristne tro og tilbragte nogle år i et hårdt og barskt arbejdsliv i de finske skove. Derfra fik han en rygskade, som forfulgte ham resten af livet, men det var også her, han genfandt en personlig tro, der ligeledes fulgte ham til hans dødsdag. Jormas interesse for Bibelen og det kristne budskab optog ham dagligt gennem bønnen og studiet, og i menigheden kendte vi Jorma som en meget vidende bibelstudent, der altid var optaget af at lære nyt og følge med. Og hans tørst for viden bredte sig langt udenfor Bibelen. Han havde lyst til at vide mere om alle ting. 

Jorma havde stor opmærksomhed mod sin familie og sine medmennesker. Det lærte vi, ikke fordi vi hørte ham tale om mennesker, men han bad for dem. Hans daglige bøn for dem, han kendte, ”huskede” rigtig mange. De var i hans bøn og tanke hver dag.

Gennem en søster, som læste fysioterapi på Skodsborg Badesanatorium, mødte Jorma søsterens studiekammerat, Ruth Rasmussen fra Fyn. De blev kærester og ægtefolk og slog sig ned i Roskilde. 

I mindet om Jorma vil vi huske hans kone, Ruth, og datter og barnebarn, Anneli og Yasmin.

Ære være Jorma Häkkinens minde.

 


Skrevet af Carl-David Andreasen