Johanne K. Eskildsen

Fødselsdag 26. August 1923 Dødsdag 3. Januar 2014

Johanne K. Eskildsen, Daugård, sov stille ind på Regionshospitalet i Horsens, fredag den 3. januar, efter at have sagt farvel til de sidste to af hendes tyve oldebørn. Samme eftermiddag var de sammen med deres mor nået hjem fra Grønland for at slutte sig til en stor og tæt familie, der var ved at tage afsked med deres ældste medlem.

Johanne Eskildsen blev født i Vejle den 26. august 1923. Her kom også det meste af hendes tilværelse til at udfolde sig, idet hun, efter en kortere tid som ung tjenestepige på Fyn, vendte tilbage og giftede sig med sin Ejgil, der for at få hende havde sagt sømandslivet farvel. De slog sig ned i Bredballe, hvor børnene Birgit, Peter, Kirsten, Ole og Katja efterhånden kom til. 

I det meste af deres lange ægteskab tilhørte de Vejle menighed, men i halvfjerdserne sluttede de sig til menigheden på Vejlefjord. Efter Ejgils død blev forholdene i Bredballe for store og tunge for Johanne, der så byggede hus i Daugård, hvor hun tilbragte sine sidste år.

Johanne var ikke alene samlingspunkt for en stor familie, men udstrålede venlighed og omsorg for enhver, der kom inden for hendes rækkevidde. I flere år rakte omsorgen endnu videre, idet hun tog ledelsen af velfærdsarbejdet i hendes menighed.

Onsdag den 8. januar tog familie, venner og menighed del i hendes begravelse, der foregik fra Vejlefjordkirken med efterfølgende jordfæstelse på Bredballe Kirkegård. Vi er mange, der ser frem til et gensyn, når Kristus på opstandelsens morgen kalder sine frem til et evigt liv.

Æret være Johanne Eskildsens minde.

 



Skrevet af Walder Hartmann