Anna Gretha Novotny

Fødselsdag 1. Marts 1940 Dødsdag 12. Januar 2014

Søndag morgen den 12. januar 2014 døde Anna Gretha Novotny på Roskilde Sygehus.

Gretha blev hasteindlagt på Køge Sygehus halvanden måned tidligere i forbindelse med en operation og lå efterfølgende på intensivafdelingen pga. komplikationer. Hun kom sig kun langsomt. Flere medlemmer fra menigheden var flittige til at besøge hende igennem forløbet, og flere var også forbi hende, efter hun blev flyttet til Roskilde. Men pludselig, selvom alt ellers vidnede om bedring, forsvandt hun ind i dødens søvn.

Hendes far var jøde, og forældrene måtte derfor flygte fra Østrig, da situationen begyndte at blive anspændt. Gretha kom til verden den 1. marts 1940 i Nykøbing Sjælland. De var endt op her i Danmark, men rejste senere videre til Sverige. Gretha tjente hos forskellige familier, men blev ofte set ned på og ringeagtet, hvor hun tjente, på grund af hendes psykiske handicap.

Hun tilbragte det meste af sit liv i kristne kredse og stiftede bekendtskab med Adventistkirken og blev døbt i år 2002.

I kirken fandt hun kærlighed og opmuntring og hjælp til troen og livet. Hun kom ikke så meget ud, men satte stor pris på besøg. Derudover har menigheden også været yderst flittig til at besøge hende på skift. Gretha bekymrede sig meget for sine nærmestes ve og vel og var en meget gavmild person, selvom hun ikke havde så meget.

Anna Gretha efterlader sig 4 børn, Elisabeth, Steen-Krabbe, Thomas og Benjamin.

Vi siger på gensyn til vi ses på opstandelsens dag.

Æret være Anna Gretha Novotnys minde.

 

 



Skrevet af Robert Sand