Johanne Elizabeth Bunken Valeng

Fødselsdag 2. August 1919 Dødsdag 6. November 2013

Hanne – blev født i Frederikshavn d. 2. august 1919. Hun voksede op i menigheden i Frederikshavn. Forældrene flyttede til Brønderslev, hvor de oprettede en fysioterapiklinik. Hanne kom til at gå i menighedsskolen i Jerslev. 1. Maj 1943 blev hun døbt af H. Muderspach og optaget i menigheden.
I ungdommen var hun i køkkenet på Skodsborg Badesanatorium. Senere boede hun hos søsteren Anna og hendes mand Laurits Olsen i Risskov og passede Lars, som da var lille. Da de i 1954 flyttede til Juelsminde fulgte hun med.

Hun var på ungdomslejr i Norge, på Utøya, og her mødte hun en ung nordmand, Arne Valeng fra Lofoten. De blev gift d. 29. december 1958 og knap 28 år fik de sammen. De boede flere steder – først en kort tid i Lofoten og derefter tilbage til Danmark igen. Her var det bl.a ved Ørting – Fakse – Bjerringbro.

Det var sidstnævnte sted, at Arne døde 4. August 1986. Hanne blev boende på Skovvejen i Bjerringbro frem til oktober sidste år, hvor hun blev flyttet til Solbakken. Det har Hanne været glad og taknemmelig for.

Hun brød sig ikke om denne onde verden, som hun udtrykte det. Hun længtes efter Jesu Genkomst – og sagde tit – bare han kommer snart. Hanne sov stille ind på Solbakken onsdag eftermiddag d. 6. november og blev bisat fra Randers Adventkirke mandag d. 11.november: Nu hviler hun indtil Frelseren kommer og kalder hende til sig på den store Opstandelses dag.

Ære være Hannes minde.

 

 



Skrevet af John Pedersen