Kirsten Kjeldgaard Thomsen

Pige- / drengenavn Kirsten Pedersen Fødselsdag 19. Oktober 1949 Dødsdag 25. December 2014

Kirsten Kjeldgaard Thomsen, Nærum menighed, døde julemorgen d. 25. december 2014 på Arresødal Hospice omgivet af sin familie efter et års cancerforløb.

Kirsten blev født d. 19. oktober 1949 og voksede op i Hillerød sammen med sin søster Birthe og forældrene Johannes og Lilly Pedersen. Som 14-årig valgte Kirsten at blive døbt og medlem af Adventistkirken sammen med sin søster. Den 30. maj 1964 blev de to søstre døbt af deres onkel Caleb Andreasen.

I 1973 blev Kirsten færdiguddannet som sygeplejerske fra Rigshospitalet og giftede sig med Carsten Thomsen i Adventkirken i Nærum. Her har de siden haft deres kristne fællesskab blandt gode venner.

De nygifte flyttede til Hørsholm og boede der, bortset fra tiden 1993-1998, hvor Carstens job førte dem til Austin, Texas i USA. I 1998 vendte de tilbage til deres børn og Kirstens nu aldrende forældre i Danmark.

Kirsten var et vellidt, varmt kristent menneske, ikke af slagsen man fandt i lange diskussioner om det ene eller andet teologiske begreb, men en, der levede sit kristne liv i sin familie og relationer. Dette kunne tydeligt ses på det store fremmøde af tidligere kolleger, naboer og venner i Skansekirkegårdens kapel. For Kirsten skulle kristendommen leves her og nu og ikke være et teoretisk begreb.

Foruden sin mand Carsten efterlader Kirsten sig døtrene Kristina og Maj samt hendes ”vitaminpiller” børnebørnene Jonas, Asta og Vilma.

Æret være Kirsten Thomsens minde.


 


Skrevet af Henrik Jørgensen