Gudrun Kjær

Gudrun Kjær (f. Nielsen) sov stille ind på plejecenter Solbakken, tirsdag den 9. december 2014. Et langt og beundringsværdigt liv var til ende. Familien, der sammen med menighedsfæller, tog del i bisættelsen fra Adventkirken, Randers, den 16. december, kunne derfor i oprigtighed istemme salmen: Tak, o Gud, for tider svundne. Denne salme var i virkeligheden et sammendrag af hele Gudrun’s holdning til livet og hendes forhold til Gud.

Dette var også grundtonen i en lang samtale omkring Vejlefjord, som undertegnede for et par år siden havde med Gudrun. Bl.a. udtrykte hun: ”Det var med spændt forventning, at jeg i 1934 rejste til skolen. Jeg havde glædet mig til at være sammen med andre SDA-unge, og jeg blev heller ikke skuffet, for jeg fik et rigt udbytte af mit skoleophold… Jeg fik anledning til at lære mange unge at kende og fandt blandt dem mange gode kammerater. Det er altid jeg med glæde, jeg modtager breve fra disse, og når vi mødes opfrisker vi gode minder fra skoletiden”.    Én af disse unge var søsteren Vera, der bor i USA.

Sammen med sin mand Aksel, der døde i 2006, fik Gudrun to ”mirakelbørn” – Ulla og Bent.  Ulla mistede de allerede i 1993, men Bent, der nu bor i Daugård, mindes de mange flytninger, som familien foretog, når de skulle undervise på diverse skoler og institutioner. De lærte Danmark at kende, og de gjorde fyldest, hvor de kom frem, for deres gerning var præget af deres tillid til Gud.

Gudrun Kjær var vel bevandret i den danske salmeskat og citerede ofte en strofe eller to, når hun gav udtryk for sin taknemmelighed til Gud. Med sine næsten 100 år kunne hun citere Grundtvigs sidste digt:

Gammel nok er jeg nu blevet
mellem vugge min og grav
nu står jeg på falderebet
ved det store vide hav
hvor magneten er Guds-ordet
og Guds ånd står selv ved roret.

Gudrun sov ind i troen på et gensyn og en fremtid i Guds rige.

Æret være Gudrun Kjærs minde!

Skrevet af Walder Hartmann